Af: Morten Hede

24. juni 2019

Andersen-eventyrligt kineseri

Den lille, undselige nattergal og den guldbelagte, mekaniske sangfugl synger eventyret ind i Teatret Fyren og Flammens ’Nattergalen’, der lykkes med at få integreret nogle løjerlige valg i iscenesættelsen.

I Kina, ved du jo nok, går kineserne med spidse hatte. Og i Teatret Fyren og Flammens ’Nattergalen’ efter H.C. Andersen er der virkelig skruet op for kineseriet. Kostumerne er storladne, scenografien er prydelig, og baggrundsmusikken er traditionelt kinesisk.

Indimellem de egentlige spillescener i forestillingen får vi endda en række intermezzi, hvor de to medvirkende danser kinesiske, ceremonielle festdanse. Det bliver selvfølgelig i en light-version, da de kun er to, og dragefiguren og vifterne blev nok alligevel for meget for dem.

Det kinesiske tager næsten overhånd. Vi mangler sådan set kun den gule maling i ansigtet, før opsætningen skrider over grænsen for, hvad vi i vore dage kan acceptere af kulturklichéer.

Men som forestillingen fremstår her, gør ’Nattergalen’ det gamle, kejserlige Kina lige så eventyrligt, som H.C. Andersens indledning om kineserkejseren og alle kineserne omkring ham. Det var jo lang tid før både Sun Yat-sen og Mao Zedong.

Når man træder ind i kejseren nedefra

De to medvirkende, Birger Bovin og Christian Rossil, spiller både kejseren og tjenerne ved hoffet. Det gør de med fint iscenesatte karakterskift, som får lov at fylde lidt mere i forestillingen, end vi normalt ser. Særligt er iklædningen af kejseren, når han skal på scenen, lidt af et udstyrsstykke.

Kostumet er næsten lige så bredt som scenen og lige så langt som fra loft til gulv. Når kejseren ikke er i spil, hænger kostumet som en hel dekoration på bagvæggen, og når Birger Bovin skal påtage sig rollen, må han så at sige træde ind i kejseren nedefra. Det ser løjerligt ud, men det fungerer forunderligt nok ganske fint.

Tjenernes kostumer er identiske, og nogle gange har Christian Rossil desuden en spids kineserhat på hovedet. Vi skal desværre ret langt hen i forestillingen, før det går op for os, at denne ene spidse hat (vistnok) repræsenterer en hovedkarakter i forestillingen – nemlig drengen, der kender til nattergalen.

Og så kan det da nok være, at det bare er denne anmelder, der er lidt sløv i optrækket. Men ikke desto mindre er det bemærkelsesværdigt, at der tilsyneladende ikke er nogen skuespilteknisk forskel imellem tjenerne.

Det var jo ellers oplagt, når man nu har skuespillere på scenen, at de spillede de forskellige roller forskelligt. I hvert fald således, at vi ikke forveksler karaktererne med hinanden, fordi vi ikke lige havde fanget dén med hatten.

En rimeligt én-til-én nattergalefortælling

Kan et teater være for lille til en drejescene? Vist ikke, hvis vi spørger Teatret Fyren og Flammen. For de har taget en drejescene med, som de bruger dels til sceneskift og dels som udstillingspodie for kejseren. Den er manuel, så den skal drejes af de medvirkende selv, men det bliver også ganske velintegreret i forestillingens iscenesættelse.

I løbet af forestillingen – dér, hvor hele hoffet skal ud at lede efter nattergalen – kommer der nogle frivillige publikummer op på scenen. De skal være statister og spille en del af hoffet. De går og sidder på drejescenen og bliver med få effekter en fin lille del af forestillingen.

I det hele taget er forestillingen ganske inddragende, og det overkineserede udtryk virker da også dragende på os. Og den udødelige fortælling om nattergalen og den kunstige guldfugl bliver genfortalt rimeligt én-til-én, så vi får en ikke alt for kunstig H.C. Andersen-oplevelse.

Derfor lader vi os ikke slå ud af en (forhåbentligt kun på denne dag på Aprilfestival 2019) uheldig lydjustering, som gør baggrundsmusikken for høj og replikkerne for lavmælte, så vi langt hen ad vejen bøvler med at høre. Der er nemlig kinastemning og nattergalesang nok til, at vi alligevel får en Andersen-eventyrlig teateroplevelse med ’Nattergalen’.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.