Af: Henrik Lyding

13. juni 2015

Altings iagttager

Interessant ide, men lovlig langstrakt og monoton realisering af forestillingen om Leonardo da Vincis udforskning af verden.

Næsten som at gå på museum. Generøst inviteres vi indenfor i Leonardo da Vincis univers (1452-1519), inden forestillingen begynder. Omkranset af slørgardiner åbenbares rum af lys og skygge i en forsøgt fabulerende billedfortælling om en af historiens allermest interessante og fascinerende skikkelser – et menneske, der boltrede sig med umættelig nysgerrighed inden for kunst, litteratur, teknik og videnskab.

'Leonardo' er ikke nogen lineær fortælling; ja, den er vel knap nok en fortælling overhovedet. Snarere en række indtryk og sansninger af mandens væsen, overvejelser og opfindelser. Sat på scenen af blot to personer, hvor den ene, kvinden (Tilde Knudsen), fungerer som en slags dansende væsen eller skabende ånd, mens manden (Peter Kirk) har fået tjansen som praktisk gris.

Det er ham, der i skikkelse af en videnskabsmand tusser rundt og retter på lysbilledapparater og andre sære installationer, så de kvindelige kropskunster kan folde sig ud i det rette lys.

Lydsiden består, ud over musik af forskellig slags – fra sfæriske lyde til slentrende jazz – af en kvindestemme, der citerer fra Leonardo da Vincis forskellige skriftlige værker.

Om farvernes beskaffenhed, om former og proportioner i kunst og virkelighed, og om mennesket nogensinde vil komme til at kunne flyve i rummet. Interessante betragtninger, men også lidt dræbende som længerevarende indslag i en teaterforestilling.

Om forholdet mellem maler og værk, om arbejdsmetoder og naturfænomener, og om lys og skygge. Allermest spændende i den sekvens, hvor Leonardo da Vinci redegør for menneskekroppens indbyrdes målestoksforhold.

Ordene og musikken illustreres af kvindens nøgne krop og forskellige positioner, mens der kører lysbilledprojektioner på dekorationens mange slørtæpper.

Variation savnes

Længe er det ganske fascinerende, men 75 minutter, hvor han tusser rundt og hun danser med lysbilleder, mens der citeres, bliver en kende monotont. Ikke mindst fordi mange af sekvenserne virker ret abstrakte over for Leonardo da Vincis ofte konkrete ord og refleksioner.

Den savnede variation i det sceniske udtryk kom mod slutningen i form af etablering af et af Leonardo da Vincis berømteste billeder, 'Den sidste nadver'. Men det blev desværre også lidt spagt og distanceret i udtrykket.

Måske ikke for de 12 tilskuere, der blev inviteret ind i slørtæppekabinettet for at etablere nadverbilledet, mens kvinden dansede på bordet foran dem og senere blev kropsmalet, men for alle os andre, der på mange meters afstand bare skulle kigge på.

Igen en seance, der trak for længe ud til, at de visuelle elementer kunne bære det.

Det var ikke Leonardo da Vinci, der opfandt saksen – den har angiveligt set dagens lys i Egypten 1500 år før Kristus – men den havde unægtelig været god at have ved hånden undervejs. 'Leonardo' trænger nemlig gevaldigt til en studsning.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Fokus på konfliktfyldt farvand
Holbæk Teater:
'Hjelm'
Med danmarkshistorien som hjælpemotor er 'Hjelm' en effektfuld forestilling om krig og børns klarsyn
Klassens brodne kar
Rasmus Thorup Jensen:
'Super Hero'
Hvad kan konsekvensen være af et ekstremt urealistisk syn på sine gøremål? 'Super Hero' tager temaet under kærlig behandling i et hyperrealistisk scenario
Morfars muntre dødsrute
Team Teatret:
'En helvedes rejse'
En tur på loftet sender Selene på en munter tur lige lukt ind i et neonfarvet Helvede fuld af moralske færdselsregler
Grøn rimer på skøn
TeaterTasken:
'Lille Blå & Lille Gul'
Og blå rimer på at forstå. I hvert fald i TeaterTaskens renfærdige og musikalske univers om glæden ved forskellighed
Tragikomiske fremtidsudsigter
Teater 2 Tusind:
'Det hungrende bæst'
Beretningen om det hungrende bæst blander behændigt grønlandske myter med moderne klimaændringers benhårde fakta
Jubeloldingenes oprør
Musikteatret Undergrunden:
'Olde Krudts eventyr'
I 'Olde Krudt' rulles satire og skønne skrøner ud med kørestil og rollator
Fokus på konfliktfyldt farvand
Holbæk Teater:
'Hjelm'
Med danmarkshistorien som hjælpemotor er 'Hjelm' en effektfuld forestilling om krig og børns klarsyn
Klassens brodne kar
Rasmus Thorup Jensen:
'Super Hero'
Hvad kan konsekvensen være af et ekstremt urealistisk syn på sine gøremål? 'Super Hero' tager temaet under kærlig behandling i et hyperrealistisk scenario
Morfars muntre dødsrute
Team Teatret:
'En helvedes rejse'
En tur på loftet sender Selene på en munter tur lige lukt ind i et neonfarvet Helvede fuld af moralske færdselsregler
Grøn rimer på skøn
TeaterTasken:
'Lille Blå & Lille Gul'
Og blå rimer på at forstå. I hvert fald i TeaterTaskens renfærdige og musikalske univers om glæden ved forskellighed
Tragikomiske fremtidsudsigter
Teater 2 Tusind:
'Det hungrende bæst'
Beretningen om det hungrende bæst blander behændigt grønlandske myter med moderne klimaændringers benhårde fakta
Jubeloldingenes oprør
Musikteatret Undergrunden:
'Olde Krudts eventyr'
I 'Olde Krudt' rulles satire og skønne skrøner ud med kørestil og rollator