Vi skal være helt stille, mens vi lister ind på pladserne, for Freys bedstemor er faldet i søvn. Midt i kulissen og alle juleforberedelserne.
Men så vågner hun op og får straks fuld tryk på alle gøremålene. I mere end en forstand, desværre. For denne lille tomands-juleforestilling er en trist oplevelse, set med voksne teaterøjne. En skrumlet kulisse, voldsomt overspil, ikke specielt overbevisende håndtering af børnenes tilråb, og en historie, der er lammende håbløs i al sin inkonsekvens. Nej, det er ikke rart.
Historien igennem spilles der på spørgsmålet om nissers eksistens. Findes de eller ej? Og skal man holde sig gode venner med dem i givet fald?
Bedste (Christine Albrechtslund) og Frey (Christina Mølgård) er enige om, at det skal man. Med risengrød på loftet og masser af juleforberedelser. Og oppe på loftet dukker der såmænd også en lille nissepige op til allersidst. Til ungernes store jubel.
Frey har været på loftet for at finde stjernen til juletræet og er netop gået ud igen, da nissepigen (et tavst barn) stikker hovedet frem af en kasse. Næste scene, umiddelbart efter, foregår nede hos bedstemor, hvor de to spillere nærmest ikke kan få ørenlyd, fordi ungerne, naturligt nok, er helt vilde for at fortælle Frey og bedstemor om nissen. Hvilket de sært nok overhovedet ikke tager notits af. Og de har jo ellers stykket igennem været så optagne af, om nisser virkelig fandtes.
Når der så sidder 50 råbende sandhedsvidner og fortæller dem, at de har set en virkelig nisse…. Nej, det er virkelig besynderligt og beskæmmende, at der bare races videre i historien, hvor far, mor og diverse slægtninge angiveligt dukker op. Vi ser dem aldrig, der snakkes blot i kulissen, mens den lille nissepige ubeslutsomt kravler lidt rundt på gulvet ved juletræet.
Meget sært
Og så er forestillingen pludselig slut, meget abrupt, som om nogen havde smidt de sidste sider i manuskriptet ud. Og jeg spørger mig selv, hvad det mon gik ud på. Eller hvad den granguirlande, der hænger halvvejs usynligt oppe i loftet, mon skulle gøre godt for.
Sådan er der bedrøveligt meget at undres og græmmes over forestillingen igennem. Ideen i dekorationen er sådan set udmærket – en stue, der kan deles på midten, så den ene stuevæg foldes ud og åbenbarer loftet. Men udførelsen er klodset, og lysskiftene mere end besynderlige. Pludselig bliver alt lyset slukket, dekorationen skifter til loftet med nogle fine petroleumslamper til at skabe stemning, og så, midt i det hele, tændes alt lyset igen. Nogle gange fra begyndelsen af loftsscenen, andre gange midt inde i en replik.
Meget sært. Kunne man mon ikke have lånt en enkelt lysdæmper på det store Folketeater, nu man alligevel var der?
Og jeg kunne blive ved. Det gammeldags sprog og den meget tydelige og høje diktion, den urimeligt primitive lydside, de mange anslag til små sidehistorier, der aldrig føres igennem og ingen steder skal hen, Freys besynderligt gammeldags kostume – rullekrave og spencer som var vi engang i 1960’erne – det mærkelige i, at i begyndelsen af historien kommer postbuddet med en ønskeseddel fra Frey, hvorefter vi få minutter senere i stykket uden formidlende overgang er kommet frem til selve juleaften, hvor maden skal laves og gæsterne er på vej.
Undervejs når vi lige at glæde os over den lille mus, der stikker hovedet op af kassen på loftet, men vi ser den desværre aldrig igen. Heller ikke den besynderlige sortladne sokkedukke, der bor inde i kukuret, har tilsyneladende nogen funktion. Men de liver da lidt op i en juleforestilling, der ellers er alt andet end magisk.
Stakkels Frey – og stakkels os.
