Af: Janken Varden

20. februar 2018

Alle dukker forstår pingvinsk

Teatergruppen Batida har føjet nok en forestilling til sit righoldige repertoire - denne gang for de allermindste - sjovt, charmerende, sødt og spændende.

Helt fra starten af denne anmeldelse bliver jeg nødt til at bekende kulør:

Kulør nummer ét: Jeg har altid haft et svagt punkt for teatergruppen Batida. Kvaliteten af forestillingerne kan være skiftende – lad gå, men nogle gange er de helt i top og de har altid et umiskendelig præg af liv og entusiasme, musik og kærlighed til publikum. Selvfølgelig falder vi alle for 'Grand Finale' – og jeg elskede 'Maria Bonita'.

Kulør nummer to: Når jeg kommer ind til et fladt gulv, hvor noget er sal og noget er scene, føler jeg en slags tryghed, når scenen er bestrøet med farverige tæpper, som strækker sig langt ud mod os i salen. Måske er der noget der minder om at springe barfodet i græsset om sommeren eller soppe langs stranden. Dette bliver en venlig forestilling, tænker jeg.

O.K. det passer ikke altid, men denne gang gjorde det.

Per Thomsen er gammel i gårde hos Batida. Han møder os i foyeren med guitar og bare fødder og får umiddelbart tillid fra de 4-årige. Også fra mig og det lille fåtal af voksne, og vi følger ham gerne ind i teatersalen, hvor Danay Anyana Bianco venter os med sit store smil.

At finde en gummistøvle – og en ven.

Scenografien er såre enkel. På en slags kiste står en dukkeseng – er der nogen i? Og ellers en skammel, en stumtjener, og flere musikinstrumenter, bl.a. en dominerende kontrabas.

Thomsen fortsætter sit samba-inspirerede guitarspil med anelser om oh ticoticotic mens Bianco inviterer os indenfor til verdens mindste historie, manifesteret i verdens mindste bog.

Men siderne i bogen er blanke! Hvis den skal komme til at indeholde verdens mindste historie, må den først fortælles.

Så, mens Thomsen leder efter sin anden gummistøvle og citerer fra Kardemommeby – 'jeg er sikker på, at jeg havde den i går' – får Bianco, med publikums hjælp, vækket lille Nin,a som sover tungt i dukkesengen. Og den sødeste lille pige dukker søvndrukkent frem fra dynerne og har drømt om at finde en ven.

Dukke-Nina bliver øjeblikkelig et hit hos det ivrige publikum. Også når hun må tåle havregrød til morgenmad, selvom hun egentlig ville have slik og lagkage.

Og det regner, og der byttes gummistøvler, og 'paraplyer' rimer på 'regntunge skyer' og 'plaske' på 'vaske', og der synges og danses, indtil Per finder sin savnede støvle – hvori en snorkende pingvin har taget bolig.

Og det er nok den sjoveste pingvin, jeg nogensinde har set eller hørt.

Sulten, fræk og fornøjelig

Han – jeg er sikker på at det er en han – er en stilig fyr med kjole og hvidt og butterfly og store gule fødder. Ført af Per, og til drivende basgang fra Danay, fører han sig frem med imponerende flyvefærdighed for en pingvin at være. Svømme på ryg kan han også, og først og fremmest er han en fremragende scat-sanger med swing og feeling.

Og så heldigt er det altså, at alle dukker forstår pingvinsk. Nina oversætter for den åbenbart sultneantarktiker, som med usædvanlig stemmeføring forlanger den ene fisk efter den anden.

At Per Thomsen mestrer bugtaleriets kunst næsten til perfektion, vidste jeg ikke, men den højlydt krævende fugl får, med næbbet i perfekt sync, et begejstret publikum til at falde over hinandenaf  latter.

Nina har fået den ven, hun drømte om og Pingvin har fået stillet sin sult, Danay har fået et halsbånd af fiskeskeletter og Per har fået sin støvle tilbage.

Verdens mindste bog

Det hele ender med, at Nina inviterer sin nye ven op i sengen til sig, uden at vi skal lægge for meget i det, – det er for 1½- til 4-årige det her, så uskylden og idyllen er intakt.

Og til sidst: Alle får et eksemplar af verdens mindste bog, hvor historien ganske rigtigt nu har fundet sin plads på siderne.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Filosofi i børnehøjde
Parkteatret & Teater Baglandet:
'Kant'
Forestilling om universets skræmmende uendelighed tør være enkel i form og handling.
Udtryksfulde ordundersøgere
Gazart:
'ORD ROD'
Gazarts ’ORD ROD’ er en sanselig og tanke-interessant ordblinde-dans, formidlet af fysik og følelser.
Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.
Tyrefægterspas
Det Flyvende Teater:
'Der er ikke mere kage'
Det Flyvende Teaters ’Der er ikke mere kage’ sparer ikke på skøre gags, men det kan være lidt vanskeligt at tyde, hvad forestillingen har på hjerte.
Filosofi i børnehøjde
Parkteatret & Teater Baglandet:
'Kant'
Forestilling om universets skræmmende uendelighed tør være enkel i form og handling.
Udtryksfulde ordundersøgere
Gazart:
'ORD ROD'
Gazarts ’ORD ROD’ er en sanselig og tanke-interessant ordblinde-dans, formidlet af fysik og følelser.
Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.
Tyrefægterspas
Det Flyvende Teater:
'Der er ikke mere kage'
Det Flyvende Teaters ’Der er ikke mere kage’ sparer ikke på skøre gags, men det kan være lidt vanskeligt at tyde, hvad forestillingen har på hjerte.