Tænk dig: Mælkevejen en klar vinternat. En glødende solnedgang ved Ækvator. Bølgende nordlys over Arktis. Et pludselig stjerneskud. Et blåligt månelys gennem persiennerne på børneværelset. En usikker stemme: 'Hvis noget er uendelig, hvordan kan det så udvide sig?' Og du kan høre smilet i fars stemme, når han siger: 'Det spurgte jeg også om da jeg var 10 år'.
Kirsten Delholm og hendes store stab af dygtige medarbejdere har skabt en forestilling – en kosmologisk forestilling for alle aldre – der er et fremragende bud på en visualisering af universets gåder og vidundere. Et væld af fakta bliver lagt frem og forklaret – så langt det lader sig gøre – og et tilsvarende væld af mysterier bliver præsenteret i al sin ubegribelighed.
Videnskaberne er med på scenen. Sofie Lebech og Lisbeth Sonne repræsenterer fysikken, Niels Anders Thorn matematikken, og filosofien udgår fra Bende og Preben Harris. Over dem, på sin trappestige, troner astronomen – Ellen Hillingsø i gul overall. Fra siderne kommer de to operatører – Stine Gyldenkerne og Casper Sloth – med mere jordnære kommentarer.
Til videnskabens pris
Men vi skal se det hele med barnets ihærdige nysgerrighed. Foran på scenen står en dreng på 10-11 år. I sin mikrofon gennemgår han sin tjekliste: Fotoner, bosoner, gluoner, atomer og så videre og så videre. En lang liste af begreber fra fysikken og astronomien: Hvide dværge, sorte huller, supernova, big bang.
Frederic Linde-Fleron som drengen Tom7 er den første, der fører os ind i den verden af fænomener og begreber, som kosmos byder på, og det er ham, der spiller bolden videre til astronomen og videnskaben, mens han giver sig sine egne opfindelser i vold.
Sådan set bliver forestillingen en hyldest til videnskabens egen ihærdige nysgerrighed og en anerkendelse af menneskets bestræbelser gennem alle tider på at finde hoved og hale på tilværelsen og himmelrummet. Hvad har vi forstået i dag, og hvad har vi endnu til gode at finde ud af? At undre sig er noget af det stærkeste og fornemste, som alle børn og voksne har fælles.
Smukt og storslået
'Kosmos+' leverer billedstof så langt øjet rækker. Soler og kometer, asteroider og mørkt stof, planeter og galakser, visualiseres i gigantiske formater projekteret på det tynde stof der skiller forscene og bagscene. Det er både overvældende og betagende – en sand fryd at betragte, men også en god indgang til at forstå, hvad det er for kræfter og fænomener, der omgiver os.
Den elektroniske musik forstærker indtrykkene, så man næsten bliver en del af billedet, ligesom vi alle er en del af kosmos.
Aktørerne på scenen – smukt danderet i Jesper Kongshaugs lys – vandrer ud og ind i fastlagte mønstre, illustrerer fotoners og atomers bevægelser, undersøger det mørke stofs egenskab som klister mellem himmellegemerne, eller undres over begreber som 'ingenting' og 'nul'. (Fem køer er noget helt andet end fem æbler, men ingen køer er det samme som ingen æbler.)
Kan man lægge to uendeligheder sammen? Kan du se 'kredsløb' illustreret ved hulahop-ringens cirklen rundt om Månepigens talje? Frida Striim Therkelsen kan holde en sådan ring gående i mange minutter. Kan man forestille sig en bølge af tyngdekraft passere forbi? Hvor lang er en komethale?
Sanselig og klog
Efter forestillingen – så vældig og visuelt fabelagtig som den har været – sidder jeg, næsten til min forbløffelse, tilbage med en større kundskab end jeg havde før. For jeg har også været til en slags skoletime – bare fuldstændigt anderledes. En masse oplysninger er nye for mig, jeg har set sammenhænge, jeg ikke kendte til før, og noget er påmindelser om ting, jeg har glemt.
Og samtidigt har jeg haft en stor oplevelse – visuelt, musikalsk, teatralsk. Jeg bestyrkes i min tro på, at teatrets evne til at visualisere, menneskeliggøre og forklare ellers ubegribelige sammenhænge, er enorm. Uden sidestykke, vil jeg sige.
'Kosmos+' er både smuk, eventyrlig, sanselig og klog.
We are such stuff as dreams are made on.Ja, og nej. Vi – alt og alle – er dannet af det stof, der dannedes den gang for milliarder af år siden. En skøn tanke. Og svimlende.
