Af: Kirsten Dahl

12. oktober 2022

Æstetik og humanisme

Livingstones Kabinet forstå med elegance, musikalitet og intensitet at sætte spot på nutids-aktuelle temaer. Det sker også i 'Canada', som ved at tage et personligt afsæt og trække tråde bagud i historien giver sit publikum en kunstnerisk æstetisk oplevelse og noget fælles og humanistisk vigtigt at tænke over.

’Canada’ driver af længsel og emmer af en udsøgt sans for visuel æstetisk. Pete Livingstone har sat toner sammen, som i Erik Christoffersens lyddesign på fornem og anderledes vis spreder drømmeriske stemninger af både smerte og håb.

Nina Kareis har som iscenesætter sammen med scenograf Johan Kølkjær og lysdesigner Martin Danielsen skabt og orkestreret et rum i en ultraenkel og stram visuel stil, som samtidig er fyldt med sanselighed og volumen.

Og i den substantielle enkelhed levendegør Amia Miang og Bo Carlsson med stor sikkerhed i såvel performance som dukkeføring og sang Nina Kareis Livingstones selvbiografiske erindringsfortælling. En fortælling med mange facetter. 

Et land i fred og uden racisme

Hvorfor er det nu lige, at forestillingen hedder ’Canada’? Det er næppe kun mig, som grunder over det en rum tid. Mod slutningen går der en prås op for os. Canada er det helt konkrete land, Nina Kareis som barn så for sig som landet, hvor alle lever lykkeligt og fredeligt, og hvor alle accepterer hinanden.

Som et godt ekstra lag mærker og forstår vi nu samtidigt, hvordan hele forestillingen er en kunstnerisk iscenesat bestræbelse på at fortælle, hvordan forskelsbehandling, fremmedhad, etnisk fortræd og udrensning eksisterer i mange tider og er ligeglad med landegrænser. Og hvordan man via refleksion, ligesom Nina Kareis kan nå frem til at vende en aversion, noget der gennem livet har generet én, til noget positivt.

Eller som hun selv siger både i begyndelsen og tilsidst i forestillingen: ”Jeg har altid haft en slags allergi eller oversensitivitet overfor lyde, mislyde og overfor visse former for humor”. For tilslut at tilføje ”Det er OK, måske endda en god ting”. 

Racisme og kulturforskelle

Ninas Kareis'  personlige beretning flettes sammen med storpolitiske begivenheder til en performance, hvor visualitet og lyd afløser hinanden og spiller smukt og interessant sammen. 

På en lille sort scene med en række skråtstillede sorte vægge i siderne bliver erindringsfortællingen til. Nina er tilstede to steder samtidigt. På scenen som en lille flad papfigur af et kjoleklædt lyshåret barn, Nina Kareis Petersen, der står med en hulahopring. Og som nutidens voksne Nina Kareis Livingstone, der som historiefortæller høres over højtalere. 

Med små skilte, som fantasifuldt foldes ud, bliver vi bekendt med, at Nina er barn af en østrigs mor, hvis far var halv jødisk, ateist og kommunist. Under nazismen blev han sendt til KZ-lejr, men overlevede. Ninas mor kom som ”Wienerbarn” med Røde Kors til Danmark. Til en plejefamilie. En familie, hun siden vendte tilbage til og hvis maniodepressive nevø, hun giftede sig med og fik Nina.

Vi hører beskrivelser af, hvordan Nina oplevede sig som fremmed i et land, hvor man fx begyndte at spise pasta, men ikke kendte til alle de retter med nudler, som Nina var vant til fra Østrig. Og hvordan hun filosoferede over at smide mellemnavnet Kareis væk og kun hedde noget så dansk som Nina Petersen, nu hun i øvrigt matchede de fleste danskere ved at have blå øjne og lyst hår. 

Via en række sirligt udspændte snore tværs over scenen og små runde skiver som hæftes på snorene får vi et lynkursus i den vanvittige og uretfærdige måde, hvorpå forplantning og forhold mellem arier og jøder under nazismen blev reguleret. Hvor ulogisk rettigheder blev besluttet afhængig af etnicitet og hvem, man giftede sig med. 

Paryk, stilletstøvler og svigt 

Med blot Bo Carlssons fremstrakte hånd i baggrundsmørket som illusion af Ninas mors polske professor og sprogunderviser og Amia Miang siddende i forgrunden som Ninas smarte mor med lys pagehårs-paryk og langskaftede stiletstøvler viser forestillingen, hvordan en kærlighedsrelation bliver skabt, og en drøm om at tage til Canada som familie opstår. En attraktion, som siden viser sig ikke at holde, fordi professoren, der havde et andet forhold ved siden af, svigtede Ninas mor.

Men et frø, en drøm om at emigrere til Canada, blev sået i Nina. I pigen, der gennem sin opvækst i Danmark måtte sande, hvor svært det var finde sig tilrette i det virvar af måder, hvorpå man skulle tilpasse sig og ”gøre det rigtige”. Og en 8-årig pige, der oplevede hvordan tyrkerne, som kom til Danmark først blev kaldt fremmedarbejdere for siden at blive omdøbt til gæstearbejdere – nogle, som – forstod Nina – det danske styre ikke ønskede skulle blive i landet. 

Nazistiske bomber og funklende Canada-drøm 

Stilrenheden i udtrykket er konsekvent og bliver varieret med enkle midler. Fx vises Hitlertidens bombninger og myrderier som dukkespil på hylderne i et skab, som køres ind. Mens drømmen om Canada optræder som store papansigter af manden, der svigtede Ninas mor. Ansigter, som er omkranset med masser af små håbefuldt lysende pærer.

På den led udtrykker ”Canada” stærkt og sanseligt vigtige og stadigt aktuelle forhold omkring racisme, fremmedhed, flugt, integration og frihedsdrømme. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Klar, parat, boks!
Sjællands Teater:
'BOKS'
Kånstkollektivet på Sjællands Teater Fair Play gør ’BOKS’ til en medrivende forestilling om at være teenager og bokse med identiteten og ensomheden.
Den store Peter Freuchen fra Falster
Teatret Masken:
'Petersuaq'
Teatret Maskens ’Petersuaq’ er en velspillet og skarpt fortalt teaterbiografi om bysbarnet og polarforskeren Peter Freuchen, der dog bliver lidt mere kronologisk end dramatisk.
Kæmpetrold på Riddersalen
Riddersalen:
'Rejsekammeraten'
Henrik Køhler debuterer som instruktør med en levende og overraskende fortolkning af H.C. Andersens eventyr ’Rejsekammeraten’. I en fortryllende grotesk scenografi af Sigurd Dissing.
Dickens i sus og dus
Randers Teater:
'Et Juleeventyr'
Nylonhår og situationskomik synes at have fået forrang frem for de indholdsmæssige dybder i Randers Teaters opdatering af den gamle klassiker ’Et Juleeventyr’.
Isnende julehit
Aarhus Teater:
'Pagten'
’Pagten’ er en velspillet, men kølig juleforestilling på Aarhus Teater.
Nissehjælp i krigstid
Kolding Egnsteater:
'Nisserne fra Koldinghus'
Der er både rigtigt gode takter og nogle spillemæssige forbehold i Kolding Egnsteaters julefamilieforestilling ’Nisserne fra Koldinghus’.
Klar, parat, boks!
Sjællands Teater:
'BOKS'
Kånstkollektivet på Sjællands Teater Fair Play gør ’BOKS’ til en medrivende forestilling om at være teenager og bokse med identiteten og ensomheden.
Den store Peter Freuchen fra Falster
Teatret Masken:
'Petersuaq'
Teatret Maskens ’Petersuaq’ er en velspillet og skarpt fortalt teaterbiografi om bysbarnet og polarforskeren Peter Freuchen, der dog bliver lidt mere kronologisk end dramatisk.
Kæmpetrold på Riddersalen
Riddersalen:
'Rejsekammeraten'
Henrik Køhler debuterer som instruktør med en levende og overraskende fortolkning af H.C. Andersens eventyr ’Rejsekammeraten’. I en fortryllende grotesk scenografi af Sigurd Dissing.
Dickens i sus og dus
Randers Teater:
'Et Juleeventyr'
Nylonhår og situationskomik synes at have fået forrang frem for de indholdsmæssige dybder i Randers Teaters opdatering af den gamle klassiker ’Et Juleeventyr’.
Isnende julehit
Aarhus Teater:
'Pagten'
’Pagten’ er en velspillet, men kølig juleforestilling på Aarhus Teater.
Nissehjælp i krigstid
Kolding Egnsteater:
'Nisserne fra Koldinghus'
Der er både rigtigt gode takter og nogle spillemæssige forbehold i Kolding Egnsteaters julefamilieforestilling ’Nisserne fra Koldinghus’.