’De første ti minutter foregår udenfor,’ siger Jesper la Cour til os, da vi sidder og venter i omklædningsrummet til en gymnastiksal, hvori forestillingen skal spille. Vi begynder at tage overtøjet på igen, imens vi stimler ud ad døren og skutter os i en halvcirkel omkring ham på asfalten i aprilaftenen. Hvad pokker skal vi dog herude?
Forestillingens titel hentyder til et mere end 4000 år gammelt epos om kæmpen Gilgamesh fra Uruk i Mesopotamien, der var en tredjedel menneske og to tredjedele gud. Og forresten 5,5 meter høj.
Men foruden Jesper la Cours kostume, der giver associationer til eksotiske og gammeldags klædedragter, så er der ikke noget særligt oldtidsagtigt eller sagnomspundet over den forladte skolegård og de rødstensmurede bygninger, der omgiver os.
Ikke desto mindre får vi allerede her at føle, hvordan dygtig storytelling kan forandre virkeligheden. For med en nonchalant håndbevægelse får han fortalt, at byen Uruk ligger lige inde bag de røde mursten, hvor vi snart går ind.
Og inden længe – med et par velplacerede publikumsinddragelser – bliver vi alle forvandlet til Uruks befolkning, der skal forsøge at leve sammen med den noget besværlige medborger Gilgamesh.
Ekvilibristisk fortæller
Man siger, at storytelling er den ældste form for teater, der findes. Sagn, myter, bibelhistorier og eventyr stammer ud af denne simple fortælletradition, der kan være mere eller mindre karakter- og skuespilbåret. Alligevel synes formatet at være noget af det mest moderne, vi har, når det skabes af dygtige fortællere.
For denne anmelder er André Andersens gyserfortælling ’Abehånden’ et af de nyeste og mest funklende eksempler på god og gribende storytelling, der med ældgamle virkemidler stadig fremstår nutidigt og friskt.
’Gilgamesh’ er mit første møde med Jesper la Cour og Det Fortællende Teater, selvom han snart har 30 år på bagen. Og han har fået sig en ny fan.
For dels er hans stemme dragende og behageligt blid, og dels jonglerer han ekvilibristisk med stemmevariationer, temposkift, pauser, gestaltninger og publikumsinteraktioner, så det trods hans rutinerede form virker, som om han fortæller historien for allerførste gang. Det må betragtes som et klokkeklart succeskriterie, at storytelling synes at foregå i nuet, hvilket altså lykkes til fulde her.
Vi fylder selv tomrummet
I ’Gilgamesh’ genfortæller han den relativt omfattende historie om, hvordan den ensomme kæmpe får en ægte kammerat i sin egen størrelse, som han går igennem uendeligt meget for at beholde i sit liv. Og disse urhistorier har det jo med at fortælle os noget om dét at være menneske, hvilket også er tilfældet her.
Scenografien er blot et tomrum – indrammet af et lærred og lamper i hver ende af scenen og publikum på begge sider. På den måde bliver det næsten som at sidde omkring et bål og høre fortællingen. Tomrummet fylder vi selv – med Jesper la Cours ferme vejledning – med fantastiske kulisser fra underverdenen, fra syndfloden og fra skoven.
Kampen mod himmeltyren, som er handlingen i det fjerde af de fem eposser, som ’Gilgamesh’ bygger på, bliver til en regulær action-scene lige foran os, som får os helt ud på kanten af stolene. Bagefter er det svært at begribe, at man kan have oplevet sådant drama med kun én skuespiller og hans stemme – og intet andet.
Det Fortællende Teater og det ældgamle sagn ’Gilgamesh’ viser altså i mere end én forstand, at tiden aldrig løber fra den gode historiefortælling.
