Alt i ‘
Sneøjne‘
er hvidt. Her er hvide lamper, hvide bukser, hvide forhæng. Og en kæmpestor, hvid dyne, der er gemmested for en hvidklædt musiker med en hvid guitar!
Tali Rázgas danseforestilling er virkelig et dyk ned i hvidheden. Og både babyer og voksne gisper henrykt over Ida Marie Ellekildes skønne snescenografi, hvor kostumerne er retrosikre stiliseringer af både skøjteprinsesse og zarina, snedronning og vuggestue-reality
. Tilskuerne selv sidder på hvide dyner – på tilskuerbænkene i Zangenbergs Teaters hyggelige rum – kun et par meter fra musikeren Søren Dahl Jeppesen, der klimprer sine strenge i tæt kontakt med to snepiger, som hopper smilende rundt. De kaster snebolde med velcro, der knitrer sig fast på hvide tylskørter og hvide handsker med små ritsj-lyde.
Så skal dansen til at begynde. Men desværre sker der ikke så meget i dette sneland. Næsten ingenting, faktisk. Forestillingen er lavet for de 0-4 årige, der ellers kan få en handling ud af det meste. Men det er svært at få øje på en mulig dramaturgisk udvikling. De to piger kaster sig godt nok op på skuldrene af hinanden. De flytter rundt på nogle store heliumsballoner i snor, og de vover sig ud på en spejlblank skøjtesø. Men nogen dramatisk sammenhæng opstår ikke.
Fingeraftryk i sneen
Den 33-årige, israelsk-danske koreograf Tali Rázga har ellers en del erfaring med at skabe dans for de allemindste. Hun har deltaget i det internationale projekt ’Glitterbird, Art for the Very Young’, og hun har selv koreograferet dans for de et-fire årige, bl.a. i Uppercut Danseteaters ‘Skal vi danse?‘
sidste år. Desuden danser hun selv med i Uppercuts turnéforestilling ‘Flip Flap’ – også nu, hvor hun stråler stolt med en gravid mave. Derudover har hun også koreograferet fodboldkoreografien ‘Indkast’ for de 8-12 årige i 2006 og den meget roste krigsdans ‘Sandslottet’ for teeangere med dansere iført gasmasker.
Alligevel er det svært at få øje på hendes koreografiske fingeraftryk i denne sne. Pludselig kaster de to snepiger sig ud i serier, hvor de synkront sparker op og ud og bukker forover som i organisk showdance. Danserne løfter et ben og holder en balance, og det er da mægtig fint. Men hvordan er det lige, at de to-årige skal relatere til de bevægelser? H hvorfor er dansen adskilt fra resten af bevægelserne i forestillingen? Og hvorfor er koreografien ikke både blevet forestillingens kerne og forestillingens bærende udtryk – akkurat som sneen i en snebold, som man også triller større og større?
Danserne er ellers meget præcise og omhyggelige. Den lyshårede Marie Sol Sandberg har et smittende smil og en ivrig dansekrop, som laver en skæg kontrast til den lille, mørkhårede Tomomi Yamauchis drilske legekrop. Men dansen når aldrig et flow, som ungerne bare kan give sig hen til som tilskuere. Bevægelserne standser mere, end de flyder.
Sårbarhed i øjnene
Højdepunktet i ‘Sneøjne’ ligger da heller ikke i dansen. Det opstår derimod, da dynen på midten af scenen bliver samlet med et rødt tørklæde – og får sat to sorte hårklemmer som øjne. ’Det ligner en snemand!’ råber et barn begejstret. Og alle ser på snemanden, der får sit eget liv, som var den en dukke, der bare skulle have lidt frost for at blive levende.
Snemanden danser ikke. Men den får al den opmærksomhed, som dansernes vildeste spring eller løft ellers ville have fået. Hvorfor? Fordi den udstråler en historie. Og fordi dens kropslige skrøbelighed appellerer umiddelbart til børnene. De tre-fire årige kan se, at denne snemand er sårbar og har brug for hjælp; de er bare for små til at vide, at det kun er frosten, der kan redde ham. Og de et-to årige tænder på essensen af snemanden: Et par øjne, der smiler til dem.
Men ak! Musikken og varmen får snemanden til at smelte, og snart synker dynen sammen som det første, sørgelige forårstegn. Danserne træder ikke engang til som ’snemandslæger’. I stedet begynder de mærkeligt nok at klappe sig på lårene og i hinandens hænder i en lille, mystisk dans. Og snemanden står bare alene tilbage.
’Den er slut!’ siger barnet. Og det er den. Åh, at kunne danse med en snemand.
